Den Regionaløkonomiske Model SAM-K/LINE® er en samfundsøkonomisk model, som gør det muligt at overvåge og fremskrive udviklingen for lokale erhverv og arbejdsmarkedet med forskellige tidshorisonter, ligesom det er muligt at konsekvensberegne scenarier/projekter.
Herunder kan du læse mere om basisversionen SAM-K/LINE® og de foreløbigt fire specialversioner, hvor du kan få endnu mere detaljeret viden om udvalgte sektorer:
DEN REGIONALØKONOMISKE MODEL SAM-K/LINE®
Den Regionale Model for Erhverv og Beskæftigelse SAM/K-LINE® er en samfundsøkonomisk model udviklet og drevet af forskere ved Center for Regional- og Turismeforskning.
Modellen kombinerer det lokale samfundsregnskab SAM-K (”Social Accounting Matricer for Kommuner”) med den regionaløkonomiske beregningsmodel LINE (”Local INtersectoral and interregional Economic model”). Det gør det muligt at overvåge og fremskrive udviklingen for lokale erhverv og arbejdsmarkedet med forskellige tidshorisonter, ligesom det er muligt at konsekvensberegne scenarier/projekter.
Den detaljerede indsigt i økonomiske og beskæftigelsesmæssige effekter af ændringer giver modellens brugere et stærkere beslutningsgrundlag og/eller mulighed for at dokumentere effekter over for beslutningstagere.
SAM-K er et lokalt samfundsregnskab og er en udvidet udgave af de regionale regnskaber, som Danmarks Statistik opstiller for Danmark. SAM-K giver en udtømmende og fleksibel beskrivelse af den økonomiske og den erhvervs- og beskæftigelsesmæssige aktivitet i de danske kommuner, regioner og arbejdskraftsoplande.
SAM-K omfatter følgende datakilder ved opstilling af det regionale og lokale samfundsregnskab:
Sammenlignet med den normalt tilgængelige statistik for regioner og kommuner giver SAM-K flere muligheder, fx:
LINE er en lokaløkonomisk beregningsmodel, der rummer de basale detaljerede økonomiske sammenhænge, der er nødvendige for at opstille et samfundsregnskab på lokalt plan, dvs. på samme måde som samfundsregnskabet SAM-K.
LINE-modellen kan opstille et sådant regionalt samfundsregnskab med kommuner som den geografiske enhed. Ved aggregering kan modellen også anvendes på grupper af kommuner efter eget valg såsom regioner, beskæftigelsesregioner og arbejdskraftoplande. Med specificerede forudsætninger, som brugeren selv kan vælge, kan modellen i samspil med SAM-K beregne et nyt regionalt regnskab baseret på disse selvvalgte forudsætninger.
Disse egenskaber gør LINE til et redskab til at beregne de lokaløkonomiske – og i øvrigt også de nationaløkonomiske – konsekvenser af udefrakommende begivenheder, ændrede forudsætninger, egne indgreb mv. Resultaterne af konsekvensberegningerne kommer til udtryk i ændrede indkomst- og beskæftigelsesforhold nøjagtig så detaljeret, som data er i SAM-K.
LINE kan fx bruges til at besvare spørgsmål som disse:
Ved at indbygge en række forudsætninger om udviklingstendenser er LINE også et instrument til fremskrivninger af den lokale økonomi. Ved at kombinere LINE med SAM-K kan man sætte tal på de skønsmæssige effekter af ændrede rammevilkår og større virksomhedslukninger.
LINE er tidligere blevet brugt til at simulere kortsigtede økonomiske og beskæftigelsesmæssige effekter af ændringer, både for kommuner, regioner og hele landet. Hvis man ønsker at vurdere mere langsigtede (udbuds-)effekter af ændrede rammevilkår, er det muligt at kombinere SAM-K med en såkaldt generel ligevægtsmodel. Det er særlige versioner af LINE, som meget detaljeret beregner udbud og efterspørgsel inden for forskellige sektorer og giver viden om, hvilke uddannelser der bliver behov for på længere sigt – fx har CRT udviklet særlige versioner af LINE inden for Bygge og Anlæg samt Sundhed.
Regionale og lokale fremskrivninger vil i sagens natur være behæftet med usikkerhed, fordi fremskrivningen er økonomien under konkret specificerede forudsætninger. Der er altså ikke tale om en forudsigelse af fremtiden, men alene en beregning af den økonomiske og beskæftigelsesmæssige situation under bestemte forudsætninger og dermed en illustration af, hvordan udviklingen kan gå, hvis forudsætningerne holder stik.
Fremskrivninger er dog stadig et vigtigt og brugbart element i at styrke beslutningsgrundlaget for langsigtede beslutninger. F.eks. vil fremskrivninger kunne give et bud på, hvilke typer af uddannelser og kompetencer der bliver mangel på/overskud af på længere sigt, hvilket er vigtigt for at kunne igangsætte den rigtige erhvervs- og beskæftigelsespolitik i dag.