Nyt projekt om energiomstilling i landdistrikter

Af seniorforsker Jesper Manniche, CRT

Hvordan sikrer man, når nye store vedvarende energianlæg skal etableres, at kommuner og lokalsamfund har indflydelse på og opnår positive effekter af dem?

Det er det centrale spørgsmål, som CRT’s nye projekt "Energiprojekter som løftestang for landdistriktsudvikling", støttet af Landdistriktspuljen, skal finde svar på. Svarene skal findes i samarbejde med en gruppe af eksperter og praktikere inden for energiområdet, som bliver involveret i den afsluttende fase af projektet i begyndelsen af 2026.

Forud for inddragelsen af eksperter og praktikere i en policy udviklende dialog skal vi i 2025 gennemføre 3-4 casestudier af forskellige typer af VE energianlæg, som dog alle vil være i driftsfasen, af en vis størrelse, og beliggende i en landkommune. Disse casestudier stiller skarpt på landdistriktsaktørernes erfaringer og oplevelser af rammevilkår, muligheder og barrierer for at påvirke energianlæggene og opnå positive økonomiske, erhvervsmæssige, demokratiske, sociale, kulturelle, naturmæssige eller andre stedsudviklingseffekter.

Landkommunerne er ikke mindst i rollen som lokalplan- og miljømyndighed for energiprojekter en central landdistriktsaktør, der imidlertid ofte opererer i et vanskeligt og komplekst krydspres mellem statens ambitioner, ønsker og procedurekrav, og egne visioner og målsætninger om lokale effekter, når nye energiprojekter rykker ind.

Casestudierne vil medvirke til en bedre forståelse af de forskellige komplekse dynamikker og faktorer, der er i spil i forbindelse med forskellige typer af energiprojekter, rammevilkår og lokale kontekster. Udover at indsamle en stærkt efterlyst empiri om, hvordan kommuner og andre landdistriktsaktører oplever deres roller, muligheder og begrænsninger i den igangværende energiomstilling, skal casestudierne undersøge mulige generelle sammenhænge mellem energianlæg og deres effekter.

Casestudierne skal således undersøge, hvordan to specifikke aspekter ved de udvalgte energianlæg påvirker henholdsvis involveringen af lokalsamfundet og de lokale effekter:

  • energianlæggenes ejer- og ledelsesmæssige geografiske forankring (dvs. om der er lokalt (med)ejerskab og/eller lokal ledelsesmæssig indflydelse)
  • energianlæggenes teknologiske kompleksitet (dvs. om de er baseret på brug af én velkendt energiteknologi (solpaneler, vindmøller osv.) eller om der er flere energiteknologier og teknologiske udviklingsopgaver involveret).

Arbejdshypoteserne er, at en stærk lokal forankring af energiprojekterne mht. økonomisk ejerskab og lederskab alt andet lige medvirker til større grad af lokal involvering, indflydelse og økonomisk udbytte end eksternt ejede og ledede energianlæg, og at teknologisk mere komplekse energianlæg på den ene side stiller større administrative og politisk-strategiske krav til kommunerne end teknologisk simple energiprojekter, men på den anden side har større potentiale for at medvirke til en bredere funderet økonomisk, kompetencemæssig og identitetsmæssig stedsudvikling.

Projektet søger at skabe større forskningsbaseret viden om, hvordan kommuner og lokalsamfund ser deres muligheder og udfordringer i et komplekst dansk og internationalt energiomstillingslandskap, og hvordan man nationalt kan fremme at lokalsamfundene involveres i og opnår gavn af de vedvarende energianlæg, som vil blive etableret i de kommende år.

Eksperterne bag

No items found.