Deltidsbeboelse – et udpræget landdistriktsfænomen i markant stigning
Forfattere: Rikke Brandt Broegaard og Anders Hedetoft.
Et nyligt afsluttet forskningsprojekt viser, at deltidsanvendelse af helårsboliger er i kraftig stigning og at det er et fænomen, der i udpræget grad knytter sig til landkommunerne i Danmark. Deltidsanvendelsen er dog meget ulige fordelt mellem landkommunerne og er særlig koncentreret i de mest attraktive landsbyer, fiskerlejer og byer og især i landkommuner, der i forvejen er præget af storturismeaktivitet.
Undersøgelsen viser også et meget bredt spænd i kommunernes tilgange til området fra et aktivt fravalg af regulering over en vis monitorering til en aktiv håndhævelse af fx bopælspligt. Nogle kommuner anvender en geografisk differentieret ophævelse af bopælspligten/administration af fleksboligordningen, så der fx er forskel på muligheden for at opnå fleksboligtilladelse i byer versus i det åbne land i en kommune.
Langt de fleste landkommuner oplever, at liberalisering af boligreguleringen og mulighederne for deltidsanvendelse af helårsboliger er en god måde at begrænse ubeboet og usælgelig boligmasse. Når boligerne kan anvendes på deltidsbasis, vedligeholder ejerne bygningen, og i nogle tilfælde bliver ejerne også en del af det lokale sociale liv, om end på deltid.
Effekterne af stigende deltidsbeboelse ses primært på subkommunalt niveau, altså i (afgrænsede) lokalområder, landsbyer, nabolag eller kulturmiljøer, hvor enkelte gader eller grupper af gader er påvirket. Undersøgelsen viser, at det aktuelt kun er de mindste økommuner, hvor kommunen som helhed er påvirket af den stigende deltidsbosættelse, bl.a. ved, at en meget stor andel af den samlede boligmasse i disse kommuner er overgået til deltidsanvendelse.
Der er sket et betydeligt skifte i boligernes anvendelse (især i landets landkommuner) efter finanskrisen og frem til i dag. De 15 kommuner med den største andel af ubeboede boliger i forhold til den samlede boligmasse er alle landkommuner. Her er altså tale om et udpræget landdistriktsfænomen. I de mindre økommuner udgør de ubeboede boliger fra 1/5 til 1/3 af den samlede boligmasse. I mange andre landkommuner udgør de over 10% af boligmassen.
Siden finanskrisen har der også været en vækst i antallet af fritidshuse (ofte også kaldet sommerhuse) i landkommunerne. Sammen med væksten i ubeboede boliger tydeliggør dette landkommunernes voksende rolle som steder for deltidsbeboelse. På basis af registerdata estimeres det, at ca. 55% af de ubeboede boliger anvendes til deltidsformål. I 2024 var der godt 223.000 ubeboede fritidshuse (fritidshuse og sommerhuse) og godt 200.000 ’ubeboede helårsboliger’ i Danmark, og for begge kategorier var størstedelen af disse også at finde i landkommunerne.
Der er en tydelig sammenhæng mellem turismeattraktivitet og deltidsbeboelse. De kommuner, der har oplevet den største vækst i antallet af boliger, der anvendes på deltidsbasis, er samtidig kommuner, der tiltrækker mange turister.
Fjernejere af deltidsboliger i landkommuner har en markant højere indkomst, formue og uddannelsesniveau end den fastboende husejende befolkning.
Det samlede antal fleksboligtilladelser på landsplan udgør ca. 7.000, hvoraf 80% er givet i landkommuner. Fleksboliger er altså også et udpræget landkommunefænomen. Det skal dog bemærkes, at antallet af fleksboligtilladelser i landkommunerne kun svarer til ca. 11% af de ubeboede enfamiliehuse i de samme kommuner. Omfanget af fleksboligtilladelser er altså i sig selv en dårlig indikator for omfanget af deltidsbeboelse i landkommunerne.
Rapporten identificerer fire typer af steder, hvor der oftest opstår konkurrence (mellem heltids- og deltidsbeboere) om huse i helårsområder. Det drejer sig om eksklusive, kystnære landsbyer; små øer; byer og landsbyer med attraktive huse og bymiljøer, og aktive, engagerede landsbyer. Ifølge interviewundersøgelsen oplever de kommunale embedsfolk, at det primært er i denne type af steder, der er behov for regulering af boligernes anvendelse.
Ingen af de interviewede kommuner registrerer, hvor mange af helårsboligerne, der i praksis anvendes til fritidsformål. Og ingen af de interviewede landkommuner håndhæver den bopælspligt, der optræder i Lov om Boligers anvendelse (§ 5, stk. 1 og §7 stk. 1) udenfor de områder i kommunerne, hvor der i lokalplanerne er rejst krav om helårsanvendelse af boliger. En del kommuner, især de, der har udstedt et relativt højt antal fleksboligtilladelser, har dog en løbende opmærksomhed på andelen af boligmassen med fleksboligtilladelse, ikke bare i kommunen som helhed, men også indenfor enkelte lokalområder.
Flere kommuner efterspørger et bedre vejledningsmateriale vedr. kommunernes mulighed for at regulere boligernes anvendelse under forskellige forhold, inklusive vejledning om, hvordan de forskellige lovkomplekser kan spille sammen. Planlovens mulighed for at udarbejde lokalplaner med krav om helårsanvendelse er tilsyneladende det mest effektive værktøj til at begrænse deltidsanvendelsen af boliger. Fleksboligordningen er i sig selv et mere begrænset værktøj til regulering af den stigende deltidsbosætning, og i kommunerne er der eksempelvis usikkerhed om udlejning af fleksboliger skal håndteres som (helårs)bolig eller som et fritidshus, hvilket har stor betydning for det tilladte udlejningsomfang.
Der er en betydelig usikkerhed forbundet med at fastlægge omfanget af deltidsanvendelse af boligerne. Denne usikkerhed ’ er potentielt et problem. For hvis vi skal forstå (1) om der er et problem med stigende deltidsbeboelse i landdistrikterne eller i dele af dem; (2) hvor stort omfanget af deltidsbeboelse er; (3) hvor deltidsbeboelse foregår; (4) og hvem der er deltidsbeboere etc., er der behov for en troværdig registrering af omfanget.
Stigningen i deltidsbosætning er en af de måder, vores mere mobile og ofte også multilokale livsstil kommer til udtryk. Det er en udvikling, der måske på overfladen ikke ser så ny ud, men den ændrer grundlæggende på nogle af de centrale elementer, vi har bygget vores samfund op omkring i forhold til rettigheder (som deltagelse i de politiske processer, adgang til sundhedsservice m.v.) og pligter (som betaling af indkomstskat). Befolkningen er i højere grad end tidligere registreret som værende bosatte i byerne, men samtidig er der en stor del, der i stigende grad opholder sig (uden at have bopæl) i landkommunerne.
Forudsætningerne for at knytte rettigheder og pligter til en bopælsadresse fordrer (eller skaber en illusion om) entydighed omkring bopæl. Denne forudsætning er i høj grad ændret i forhold til, da systemet blev skabt. Implikationerne for fx befolkningsopgørelse, skattebetaling, tilknytning af services m.v. kan være store, særligt i de befolkningsmæssigt mindste kommuner. Der er behov for at se på dynamikker omkring deltids- og heltidsbosætning i en større kontekst, herunder samspillet mellem by og land, for at forstå den reelle ’multilokale’ måde, flere og flere lever deres liv på.
