Den grønne mobilitet er den hårdeste nød at knække

Af Laila Kildesgaard, CRTs bestyrelse:

Udover at være med i CRT’s bestyrelse er jeg så heldig at være med en række andre steder, der arbejder med grøn omstilling og lokal udvikling. Som stifter af rådgivningsvirksomheden Steder Skaber Folk, er jeg meget på landevejen. Forleden skulle jeg til No i Vestjylland for at holde oplæg på et borgermøde om at facilitere den lokale dialog mellem borgere og en opstiller af anlæg til produktion af vedvarende energi.

Da jeg når frem til No Sognehus er der kun 7 % el tilbage på bilen. Jeg frygter for, om jeg kan nå frem til en ladestation, når borgermødet er færdigt, og jeg skal videre. De ligger i Ringkøbing ti kilometer væk…

Svært at ændre vaner

Den grønne mobilitet har det svært. Det holdt jeg et oplæg om i Altingets netværk for transportpolitik samme dag. Transport er et af tre store indsatsområder i kommunernes klimahandlingsplaner. Det går godt på energiområdet, og vi regner med, at der kommer hul på arbejdet med reduktioner på åbne arealer og landbruget efter aftalen om den grønne trepart. Men den grønne mobilitet er den hårdeste nød at knække for kommunerne. Det fremgår af den seneste analyse fra marts 2024. Ambitionerne er at elektrificere den offentlige transport, udbygge lade-infrastrukturen, fremme cyklisme og samkørselsordninger. Erfaringen er, at det er lige så svært for os at komme over i den kollektive transport og op på cyklen, som det er at reducere vores kødforbrug.

Gode initiativer men begrænset effekt

Der er rigtig mange gode initiativer i gang. Gate 21 – hvor jeg sidder i bestyrelsen – har for eksempel lavet analyse af cykelinfrastrukturen på Sjælland og udgivet gode råd om grønne pendlervaner.

Der bliver taget godt imod gratis tilbud om at teste el-cykler på store arbejdspladser og udvikle knudepunkter, hvor man skifter fra det ene transportmiddel til det andet. Men det rykker ikke rigtigt i det storebillede. Der hvor adfærdsskifte er mest oplagt er i livsskiftesituationer. Men selv når vi får nyt arbejde eller børn, er det vanskeligt at blive mere grønne mobilister. Og der er stadig stor prestige forbundet med at have en lækker bil. Det er skønt at sidde der og have alene-tid. Kvinderne er relativt bedst til at være grønne mobilister. Deres arbejde ligger tæt på hjemmet. De cykler med børnene. Meget firkantet sat op.

Kan vi nå ’scope 3’?

Transportens klimaaftryk er komplekst. Når vi regner på de dynamiske effekter af betydningen af store transportanlæg, som CRT har udarbejdet med brug af den regionaleøkonomiskemodel, er det de økonomiske dynamiske effekter, vi ser på. Ikke eksternaliteter som støj og udledninger. Vejdirektoratet har udledningstal for anlægsarbejdet. Men ikke for driften. De virksomheder, hvor jeg sidder med i bestyrelsen, arbejder alle på at få energiforbruget ned. Det går godt. Men det er svært at nå ud i ’scope 3’ og bede eks. teatergængere om at lade bilen stå hjemme, når de skal til musical.

Forventninger til nye løsninger

Regeringens ’Ekspertudvalg om kollektiv mobilitet’ har deres første rapport peget på, hvor vi skulle sætte ind med nye mobilitetsløsninger; Samkørsel som en del af den kollektive transport, privat betalt kørsel, frivilligbusser og dele-cykler. Mine egne forventninger til deleordninger som løsningen til at binde Danmark bedre og grønne sammen var ikke store, da jeg så forslagene. Men jeg blev overrasket:

”Byens Bil” bruges flittigt

Da mit oplæg på borgermødet i No er ved at slutte af, spørger jeg, om nogen skulle have en lader i deres garage, som jeg må købe lidt strøm fra, inden jeg skal videre.  Det viser sig, at der er en lade-stander i sognehuset. Og at den blandt andet bruges til at oplade ”Byens Bil”. En delebil som hele sognet har adgang til at booke i en fælles kalender. Den bliver flittig brugt. Det bliver spændende med den kollektive trafik. Der er helt tydeligt brug for mere strategisk planlægning og udvikling på tværs af geografien.

‍