Stor international opmærksomhed om klimatal, som CRT står bag

I oktober i år lancerede minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin de første officielle tal for klimaaftrykket for turisterne i Danmark, som CRT har udviklet og beregnet for VisitDenmark. Det er første gang et land opgør det efter de for nyligt vedtagne FN-guidelines og gør det til en officiel, national måling. Bag tallene står modelteamet i CRT. Det har været et langt, spændende og sejt træk at nå hertil, og arbejdet har skabt stor international opmærksomhed.

Vi har talt med chefkonsulent Kathrine L. Johansen om arbejdet, og hvad det betyder for både klimadebatten og CRT, at vi er nået hertil.

Det nye klimaregnskab kortlægger for første gang omfanget og karakteren af klimaaftrykket fra turisterne i Danmark. Samtidig har CRT’s statistiske arbejde fået international opmærksomhed, særligt i FN-regi, hvor der for nyligt blev skabt officiel international enighed om, hvordan turismens bæredygtighed bør opgøres.

- Det stærke er, at Danmark går ud med officielle tal, og at vi nu har en ramme i FN, så andre kan gå ud og måle det tilsvarende, hvilket betyder at vi får indblik i, hvor vi er globalt set. Det betyder også, at vi kan sammenligne os nationerne i mellem i monitoreringen af, hvor vi sætter ind med forandringer, og monitoreringen af hvordan det så går med de tiltag, vi implementerer, siger Kathrine L. Johansen. Og resultaterne manifesterer også tydeligt, hvor vi skal sætte ind - nemlig på transportområdet.

Hvilke dele af arbejdet i CRTs modelteam udover det ”oplagte” med metodeudvikling, databearbejdning og opdyrkningen af nye, egnede datakilder, har haft betydning for den modtagelse tallene har fået?

- Det er selvfølgelig altafgørende, at vi har nogle dygtige økonomer i vores modelteam, der har kunnet lave det her af så høj standard. Men en del af arbejdet ud over selve beregningerne har været at skabe opmærksomhed omkring det, som mine fantastiske kolleger var i gang med. Vores mål var at få samarbejds- og sparringspartnere og sikre, at vi opnåede de bedst mulige tal, som kunne have en iboende konsensus blandt fagfæller, når de blev lanceret. Ikke kun nationalt, men også internationalt.

Hvilken betydning har det internationale arbejde, som UN Tourism har drevet, givet projektet?

- Det betyder, at vi nu har en opgørelse , der er blevet officielt, og som er indenfor den internationale, statistiske rammeformulering, som beskriver de vigtigste begreber, definitioner og datastrukturer om turisternes indvirkning og afhængighed på økonomi, samfund og miljø. At denne statistiske ramme udover at blive godkendt i FNs turismeorgan også blev godkendt af alle medlemslandene i FNs statistiske kommission, giver en styrket og unik mulighed for, at flere lande kan følge trop, forklarer Kathrine L. Johansen.
Interesse for Danmark som landeeksempel

Undervejs i arbejdet har Kathrine L. Johansen løbende været i Madrid, hvor UN Tourism har hovedkvarter for at fortælle om projektet, og hun og Jonathan Lindahl har også flere gange været inviteret til at præsentere i ekspert- og forskningsgruppemøder. Senest var Kathrine L. Johansen inviteret af FN til COP29 i Baku, som for første gang i klimatopmødets historie havde en temadag om turisme. Her kunne Kathrine L. Johansen fortælle om de nye danske officielle tal og opfordre flere lande til at gå med i arbejdet.

Siden lanceringen er klimaregnskabet også blevet brugt som et landeeksempel i en nylig rapport fra OECD omkring, hvordan man kan måle turismens bidrag til en bæredygtig udvikling.

- Turisme er en meget kompliceret størrelse, der har indvirkning på rigtig mange ting, herunder levevilkår, drømme og oplevelsen af det gode liv. Derfor er arbejdet komplekst at politikudvikle på, men det er fantastisk, at vi nu står med en ramme for, at alle lande kan måle det sammenligneligt, og at vi har vist, at et land kan, vil og tør lave nationale officielle tal på baggrund af disse rammer. Begge dele har jeg en forventning om vil gøre CRTs stemme stærkere i fortsættelsen af arbejdet for at flere lande går med os i arbejdet for data-metode- harmonisering og implementering og opnåelsen af en global monitorering, siger Kathrine L. Johansen.

Hun påpeger også CRTs arbejde i nordisk regi, hvor CRT har arbejdet aktivt for denne dagsorden med landene i den nordiske region og Norden som helhed.

Stolthed og nye samarbejder

Det har skabt både stolthed og glæde i CRT, at forskningscentret har været med til det vigtige arbejde. Chefkonsulent Kathrine L. Johansen runder af med at sige:

- Projektet her manifesterer, at vi i CRT kan levere på topniveau med vores regionaløkonomiske model og det store potentiale der er i vores modelteam. Vi har allerede fået mange nye henvendelser både fra ind- og udland på baggrund af de nye tal, og vi glæder os til det videre samarbejde både med eksisterende og nye samarbejdspartnere om projekter som dette. For i vores branche er det essentielt ikke kun at gå alene, men altid med andre.