CRT får ny adresse

Gå til nyhedsoversigten

CRT får ny adresse

Fra første oktober 2021 vil CRT være at finde i nye lokaler i Bymarken 12 i Hasle. De sidste 25 år har forskningscenteret haft bolig på Stenbrudsgården i Nexø, men nu vurderer CRT, at tiden er kommet til at afprøve nye omgivelser. Udover at en moderne bygning betyder store besparelser for både energi og pengepung, så giver de nye omgivelser med en åben planløsning også endnu bedre muligheder for åbne arrangementer og samarbejde på tværs i organisationen.

”Det har været en meget grundig overvejelse i tæt samarbejde med både bestyrelsen, medarbejdere og Sparekassen Bornholms Fond, der har været vores partner gennem flere år. Vi har så mange gode oplevelser på Stenbrudsgården, men tiden er løbet fra at have så høje boligudgifter, når man i stedet kan bruge pengene på lyse hoveder”.
Anne Thomas, direktør

Stenbrudsgården

Centret, der havde 25-års jubilæum sidste år, blev oprettet som et sektorforskningsinstitut (dengang kaldet Bornholms Forskningscenter) som en del af den såkaldte Bornholmerpakke, der dengang skulle styrke den økonomiske udvikling på Bornholm.

Forskerne fik dengang til huse på Stenbrudsgården ved Nexø. Stenbrudsgården anses for at være det betydeligste kulturmiljø fra 1700-tallets Bornholm, og i 2007 blev området udpeget som nationalt industriminde. Kulturarvsstyrelsen afhændede ved årsskiftet 2007-2008 hele ejendommen til Sparekassen Bornholms Fond. Og samarbejdet med Sparekassen Bornholms Fond har været afgørende for de mange gode år, forskningscenteret har boet på den historie-rige gård.

Kulturarv og moderne virksomhedsdrift har i flere år kunnet gå hånd i hånd, blandt andet takket være Fondens løbende nedsættelse af selve huslejen. Men CRT har i øjeblikket 10 ansatte fordelt på de mange kvadratmeter, og derfor blev processen indledt med at vurdere, om herlighedsværdien fortsat kunne retfærdiggøre boligudgifterne.

De nye lokaler

De nye lokaler giver ikke blot muligheden for at omfordele budgettet fra mursten til mennesker. Bymarken 12 er en moderne bygning, både når det gælder lys og varme, men også når det gælder lyse centrale samlingsrum, der har været en væsentlig faktor når valget faldt på Hasle.

Når man i efteråret kører omkring Hasle, vil man derfor kunne se at skiltene, hvor der før stod Futurae, nu vil bære bogstaverne CRT.

Center for Regional- og Turismeforskning forsker blandt andet i udvikling af lokalmiljøer. Således har centret i år projekter der involverer Rø, Nyker, Klemensker, Aarsballe, Østerlars, Østermarie, Vestermarie, Pedersker og Nexø. Centeret glæder sig til at blive en del af Hasle men vil fortsat være aktiv i lokalmiljøer, ikke bare over hele Bornholm, men i hele Danmark.

Yderligere information kan fås ved at kontakte:

  • Anne Thomas, direktør: anne.thomas@crt.dk – 30 85 51 88

NYHEDS- BREV

Bliv opdateret

Videns café

Fire gange årligt afholder vi en videnscafé hvor særligt inviterede oplægsholdere formidler deres viden.

Kommende videnscaféer

2024

Læs mere