Studerende

CRT reflekterer: Kampen om adgangen til videregående uddannelser udenfor landets største byer

Gå til nyhedsoversigten

CRT reflekterer: Kampen om adgangen til videregående uddannelser udenfor landets største byer

Af seniorforsker, Karin Topsø Larsen, Center for Regional- og Turismeforskning

Under overskriften ”DEA til politikerne: Spredning af uddannelser kan svække kvaliteten” bragte Altinget d. 12.2.2021 et debatindlæg fra uddannelsestænketanken DEA. Deres udviklingschef Tobias Høygaard Lindeberg og programleder Mads Fjord Jørgensen maner til forsigtighed om ukritisk at placere små videregående uddannelsesudbud i provinsbyerne med den hensigt at sikre landdistrikterne bedre adgang til kompetent arbejdskraft. 

Anledningen er, at Regeringen har signaleret, at indfrielse af deres politiske løfter om at arbejde for et mindre centraliseret Danmark på uddannelsesområdet, er skudt i gang, hvilket man blandt andet kan se i deres lovforslagskatalog for 2021.

DEA argumenterer for, at der er gode grunde til at tænke sig godt om, inden man beslutter, hvilke indsatser man vil iværksætte for at øge den geografiske spredning af videregående uddannelser i Danmark. De anerkender, at der er sammenhæng mellem uddannelsernes beliggenhed og adgangen til kompetent arbejdskraft – altså at de studerende knytter netværk til lokale arbejdspladser gennem deres praktikophold og projektarbejde, og ender med at blive boende i nærområderne efter endt uddannelse. Men der er en del problemstillinger forbundet med de små uddannelsessteder. Lindeberg og Jørgensen påpeger, at udbyttet af den tidligere VLAKs Bedre Balance II program, der blandt andet placerede 10 professionsbachelor uddannelsesstationer i danske landdistrikter, er relativt ringe. I skoleåret 2020/2021 er kun 13 personer optaget på de fire professionsbachelor uddannelsesstationer, der stadigvæk findes. Ligeledes er frafaldet blandt de studerende her højere end for professionsbachelor-uddannelserne generelt. Endelig gør DEA opmærksom på, at Akkrediteringsinstitutionen allerede i 2016 påpegede, at for små vidensmiljøer på de små uddannelsessteder kan gå ud over uddannelseskvaliteten, hvilket er en `bjørnetjeneste´ både over for de studerende og for samfundet. Samlet mener DEA derfor, at der i stedet for lokale uddannelsesudbud, skal arbejdes med lokale praktikpladser, med digitale udbud og med politikker, der tiltrækker færdiguddannede til landdistrikterne, f.eks. gennem skatte- og lønkronefordele, som vi kender dem fra Norges distriktskommuner.  

Som uddannelsesgeograf på en forskningsinstitution der er beliggende i et landdistrikt, vækker de rejste problemstillinger genkendelse og forslagene til alternativer til `for små´ lokale uddannelsesudbud giver god mening. Men… 

HVEM er de studerende i de danske landdistrikter?

Jeg savner en klarhed over, hvem de studerende og potentielle studerende uden for de største byer er. Min og andres forskning viser, at det ikke er alle unge, der ønsker at fraflytte de steder, de er opvokset for at tage en uddannelse. Unge følger de uddannelsesveje vi har bygget til dem – og de seneste 25 år har vi bygget motorveje fra grundskolen via STX til de videregående uddannelser i de største byer. Men ikke alle unge følger disse veje. De mindre landeveje – med og uden asfaltering – danner underlag for ungeliv der foregår i erhvervsuddannelsessystemet, på VUC, HF og helt udenfor uddannelsesverdenen, hvor unge søger efter deres individuelle vej frem. Mange af dem søger ikke mod de større byer.   

Det er nødvendigt, at vi tænker udbuddet af videregående uddannelser i landdistrikterne som andet end en måde at fastholde unge, der ellers ville være tilflyttet de største byer. I stedet skal videregående uddannelser i landdistrikterne ses som et tilbud til en blandet gruppe, der både består af unge direkte fra ungdomsuddannelserne; unge voksne, der måske har stiftet familie og `ældre´ studerende, der søger nye kompetencer som en vej tilbage til arbejdsmarkedet eller som et karriereskift. 

Ser vi på det seneste optag til de videregående uddannelser via Den Koordinerede Tilmelding (KOT) for skoleåret 2020/2021, kan vi se, at andelen af studerende på over 25 år stiger, desto mindre byen er hvor uddannelsesinstitutionen ligger. Godt og vel 1/3 af de studerende i de små uddannelsesbyer er ældre end 25 år. 

Det tyder på, at de ældre studerende søger uddannelsesudbud i nærheden. Mobilitets- og livscyklusforskningen viser, at når vi først har stiftet familie, er vi langt mindre mobile. CRT har i en undersøgelse af de geografiske søgemønstre blandt erhvervsuddannelseselever fundet, at de voksne over 25 år primært vælger fag, hvor hovedforløbet udbydes lokalt.   

Det betyder, at hvis vi som samfund ønsker at maksimere antallet af personer der søger og gennemfører en videregående erhvervsakademisk eller professionsbacheloruddannelse, skal vi være påpasselige med at smide vigtigheden af den lokale adgang til uddannelse ud med badevandet. 

Og så er der problemet med kvaliteten – eller er der? 

DEA påpeger, at Akkrediteringsinstituttet i en rapport fra 2016 har fundet, at de små uddannelsessteder oftere end de store er udfordret på deres vidensgrundlag med at sikre en tilstrækkelig faglig bredde og dybde, altså at de lokale vidensmiljøer er for små til at sikre tilstrækkelig forskningsbaseret kvalitet i undervisningen. Men selvsamme rapport konkluderer ikke af den grund, som DEA gør, at vi derfor bør være varsomme med at skabe små uddannelsessteder rundt i landet. I stedet giver rapporten en række eksempler på, hvordan små uddannelsessteder har løftet opgaven – ofte gennem sikring af multi-lokale fagmiljøer, hvor undervisere sikres tilknytning til større faglige miljøer. 

Samme rapport viser også, at når man undersøger relevansen af uddannelsen, altså hvorvidt aftagerne oplever, at de studerendes uddannelse svarer til det videns- og kompetencebehov arbejdsmarkedet efterspørger, så ser det ud til, at der er flere fordele end udfordringer forbundet med at være på en lille campus. Akkrediteringsinstituttet har fundet, at relevansen på både professionshøjskoler og erhvervsakademier er større på uddannelser udbudt på små campusser end på uddannelser udbudt på hovedcampusser. 

Volumen, volumen, volumen

Når jeg italesætter de muligheder, der er for at sikre et tilstrækkeligt kvalitetssikret udbud af videregående uddannelser uden for de større byer, er jeg ikke blind for det store problem, ”the elephant in the room” – nemlig manglende eller svingende volumen. Hvor stor er efterspørgslen egentlig efter lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, produktionsteknologer og finansøkonomer i landdistrikterne? Og er der balance mellem det lokale erhvervslivs efterspørgsel efter kompetent arbejdskraft og udbuddet af studerende? 

Baseret på mere end 15 års erfaringer med videregående uddannelser på Bornholm, er svaret nej. Der er svingende efterspørgsel, og der er svingende udbud af studerende – og et fast udbud af de fleste professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelser er ikke altid bæredygtigt. En løsning kunne være, som man har gjort på Bornholm med socialrådgiveruddannelsen, at begrænse udbuddet til hvert 2. eller 3. år. Det udfordrer på mange måder udbuddenes økonomi, underviser-tilknytningen til lokalområdet, og kræver langtidsplanlægning af praktikpladser og potentielle studerende og dermed et tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionen, kommuner og de lokale aftagere. 

Dyrere at lade være

Lad os prøve at blive klogere på, hvordan vi kan organisere og økonomisk understøtte lokale uddannelsesudbud, der lever op til samme kvalitetskrav som de større uddannelsessteder. Ellers må vi konstatere, at en del potentielle studerende vil gå tabt, hvis vi ikke stiller lokale uddannelsesmuligheder til rådighed. 

I forbindelse med Bedre Balance II blev der bevilget 160 millioner kr. til nye uddannelsesstationer. Lad os anskue denne indsats som en investering, der skal bygges videre på, og ikke (udelukkende) som dyrt-købte lærepenge over hvad der ikke kan lade sig gøre. Lad os undersøge meget nøje hvordan de eksisterende udlagte uddannelser og uddannelsesinstitutionerne var/er lokalt forankret, hvordan de er koblet op på ikke-lokale forsknings- og udviklingsmiljøer, samt relationen mellem det lokale studenteroplands socioøkonomiske ressourcer og de lokale aftagere. Lad os udvikle en typologi over hvilke vilkår og rammer der skal være til stede for at videregående uddannelsesudbud i landdistrikterne kan gøres bæredygtige.  

NYHEDS- BREV

Bliv opdateret

Videns café

Fire gange årligt afholder vi en videnscafé hvor særligt inviterede oplægsholdere formidler deres viden.

Kommende videnscaféer

2022

Læs mere