CRT søger ny direktør

Gå til nyhedsoversigten

CRT søger ny direktør

CRT’s direktør gennem snart syv år, Lene Feldthus Andersen, har valgt at opsige sin stilling med fratrædelse d. 30. juni 2019. Det fortæller CRT’s bestyrelsesformand Lars Erik Jønsson:

”Vi er kede af at skulle sige farvel til Lene. Vi har været meget glade for hendes indsats på CRT. Hun har skabt mange gode resultater og forandringer sammen med medarbejderne og er respekteret både blandt dem og vores samarbejdspartnere”.

Lars Erik Jønsson, bestyrelsesformand

Lene Feldthus Andersen har med ihærdighed ført CRT frem til i dag at være et veldrevet og stærkt fagligt fællesskab og vidensmiljø med et godt fundament for yderligere at kunne positionere sig i den stigende konkurrence om projekter og midler.

”Vi bliver i stigende grad afhængig af projektfinansiering og indtægtsdækket virksomhed, og det er en udfordring, der trods en fremgang på 40% siden 2015 stadig er højaktuel. Her er stærke alliancer og gode relationer til mange forskellige slags samarbejdspartnere og beslutningstagere afgørende.”

Lene Feldthus Andersen, direktør

Meget er opnået gennem de sidste syv år, men tiden er ifølge den afgående direktør også inde til, at nye kræfter skal tage over i den øverste ledelse.

”Jeg føler, at jeg har nået meget af det, som jeg gerne ville og kunne her på CRT, og jeg vil nu gerne koncentrere mig om det, der hidtil har været en bibeskæftigelse, nemlig at drive vores dejlige feriested Pyttegården, hvor vi også bor som familie”.

Lene Feldthus Andersen, direktør

Både formand og direktør begynder nu arbejdet med at finde den helt rette profil til jobbet som leder af Danmarks eneste helt selvstændige forskningsinstitution inden for regional udvikling.

”Der er tale om et meget spændende lederjob med rig mulighed for at sætte sit præg – ikke bare på CRT som organisation, men også udviklingen af Danmarks yderområder,” siger Lars Erik Jønsson og fortsætter: ”Jobbet kombinerer alle de rigtige ting til en entreprenant type med ledelsesambitioner og en passion for at skabe forandring gennem viden”.

Ud over at komme til at stå i spidsen for et forskningscenter med 25 års tradition for at levere viden og analyser til offentlige beslutningstagere, så venter der også den kommende direktør et helt særligt frynsegode:

”Man får jo fantastiske Bornholm med i købet, som er et rigtig godt eksempel på alt det, vi forsker i,” afslutter Lene Feldthus Andersen

Stillingen forventes opslået i uge 14 på crt.dk og CRT’s sociale platforme.

Yderligere information kan fås ved at kontakte:

NYHEDS- BREV

Bliv opdateret

Videns café

Fire gange årligt afholder vi en videnscafé hvor særligt inviterede oplægsholdere formidler deres viden.

Kommende videnscaféer

2024

Læs mere