Landdistrikternes hemmelige beundrere skaber udvikling

Gå til nyhedsoversigten

Landdistrikternes hemmelige beundrere skaber udvikling

Af Lene Havtorn Larsen, Rikke Brandt Broegaard og Karin Topsø Larsen

KRONIK: Det er let at blive forelsket i livet på landet. I den smukke natur, de kreative miljøer, den særlige kulturarv og ikke mindst i sammenholdet og den tillid, der kendetegner livet uden for de større byer. Mens nogle bosætter sig på heltid, vælger andre det som turistmål. Der er dog også en tredje gruppe, som er værd at lægge mærke til. Formelt opfattes de som turister, men de er meget mere end det. Deres stærke tilknytning til et sted på landet gør, at de opfatter det som et ”andet hjem”, og de ønsker at involvere sig i lokale udviklingsprojekter sammen med andre – både de fuldtidsboende og andre, der har tilvalgt stedet. For landdistriktskommunerne gemmer der sig her en værdifuld uudnyttet ressource, der i højere grad bør tænkes ind i lokale udviklingsplaner.

Danskerne er mere mobile end nogensinde før, og mange lever deres liv flere forskellige steder og knytter sig til områder, hvor de ikke bor og betaler kommuneskat. En del af disse mennesker kan defineres som ”tilvalgsbeboere” i landdistrikterne. Mennesker, som investerer deres tid, energi, penge, netværk og viden i at få lokale projekter til at lykkes. Vel at mærke på steder, hvor de ikke bor, men blot har en stærk tilknytning til. Det kan være, at de ejer et sommerhus, er opvokset der og senere fraflyttet, har familie og venner i området, har arbejdet der en periode eller af helt andre grunde oplever stedet som deres ”andet hjem”.

Center for Regional- og Turismeforskning (CRT), der er beliggende på Bornholm, har fået øje på flere grupper af aktivister og ildsjæle, der støtter op om og engagerer sig i lokale erhvervs- og fritidsprojekter på øen. Og det foregår ikke kun på Bornholm – der er aktive tilvalgsbeboere mange andre steder, og hver gruppe har sin egen betegnelse, fx ’fritids-samsinge’ på Samsø og ’Køben-honinger’ i Sønderho på Fanø.

Nordisk Ministerråds forskningscenter ’Nordregio’ har undersøgt tilknytningsfænomenet i hele Norden, og hvis man følger befolkningens opholdsmønstre fremfor deres flyttemønstre, kan vi tælle en betydelig sæsonbetonet strøm af mennesker fra byerne mod landdistrikterne i sommerperioden og ved årets højtider. Der er altså noget, vi søger på landet, som vi ikke kan få i byen. Vi mener, at det må være nogle stedskvaliteter, som landdistrikterne kan blive bedre til at italesætte.

Tilvalgsbeboere skaber udvikling i det skjulte

Der er talrige eksempler på projekter, hvor tilvalgsbeboere har bidraget til at skabe lokal udvikling. Det kan være en flok københavnere, der arrangerer en indie-festival og skaber omsætning på Fanø. Aarhusianere, der gennem en lokal jordbrugsfond på Samsø er med til at sikre, at landbrugsjord omlægges til økologiske dyrkningsmetoder. Nordsjællandske kultur-kendisser, der bliver spurgt, om de vil købe en andel af et slagtehus på Bornholm for 50.000 kr. og svarer ”Tager du MobilePay?” Tilvalgsbeboere er mere end forbrugere af landdistrikternes kvaliteter og produkter. De er medproducenter af stederne.

Disse mennesker er ofte statistisk usynlige, forstået på den måde, at de ikke fremgår af registre eller statistikker på samme måde som den faste befolkning. De figurerer kun i registre, hvis de ejer et sommerhus eller en virksomhed. Kommuner kan derfor ikke ved at se på befolkningstallet afgøre, hvor mange lokale udviklingsressourcer, de egentlig nyder godt af.

De fleste kommuner ved faktisk godt, hvem mange af deres tilvalgsbeboere er. De er synlige i lokalmiljøerne via deres personlige relationer til lokale udviklingsaktører, men de anerkendes ikke officielt som en ressource og tænkes sjældent ind i kommunens udviklingsprojekter. Selvfølgelig er der forskel på tilvalgsbeboere. Nogle vil gerne inviteres til at være en del af et formelt samarbejde, mens andre hellere vil engagere sig ad hoc.

Kommunerne skal tænke ud over kommunegrænsen

De ressourcestærke tilvalgsbeboere udgør et stort udviklingspotentiale for landdistrikterne, og kommunerne på landet kan med fordel tænke dem ind i stedet og dets potentielle udviklingsplaner. Det betyder ikke, at kommunerne skal i gang med at udvikle tilvalgsbeboerpolitikker og få flere tilvalgsbeboere til at engagere sig. I stedet skal de reflektere over den rolle tilvalgsboerne spiller i udviklingen af de lokalsamfund, hvor de engagerer sig. Det vil også sige, at kommunerne skal anerkende, at deres steder både udvikles af fuldtidsbeboerne og deltidsbeboerne. Vi kalder det et ”multilokalt” blik, som landdistrikter med fordel kan kaste på eksisterende politikområder. Fx i forhold til erhvervspolitik, hvor en multilokal vinkel vil inddrage tanker om og idéer til, hvordan ikke-fastboendes ressourcer kan understøtte lokale virksomheder eller iværksætteri. Tilsvarende kan kommunernes ungdoms- og kulturpolitik tænkes i et multilokalt perspektiv, hvor der kan arbejdes med understøttelse af multilokale liv og engagement på flere steder. Hvis vi tænker i tilknytning og engagement frem for i faste betegnelser baseret på, hvor vi har ’helårsbolig’, kan vi få øje på en masse andre forståelser af, hvad et sted er, og hvordan steder udvikler sig.

Samarbejde og blik for ulige magtforhold

Der er imidlertid også et men. Det ’multilokale blik’ hylder de mobile – dem med ressourcer til at rejse ind eller ud af landdistrikterne – uanset om den formelle helårsbeboelse ligger i byen eller på landet. Det multilokale blik hylder også de aktive: dem med ressourcer, viden, netværk og selvtillid til at indgå i forandringsprojekter. Desto mere disse ressourcer italesættes og værdsættes, desto mere risikerer de stille og de stedfaste at blive overhørt. Efterhånden som vi får blik for de mange ’lokale’ udviklingsprojekter, der er skabt i et samspil mellem aktive fuldtids- og tilvalgsbeboere, bliver det også klart, at der er et stigende behov for at se på, om projekterne også øger en følelse af eksklusion eller fremmedgørelse blandt visse beboergrupper, som har kendt stedet længe og måske har svært ved at se sig selv i udviklingen.

Der er således en række diskussioner, der bør tages. Blandt andet om bopælspligt og tilvalgsbeboeres rettigheder og pligter i lokalsamfundene, hvor de kun bor en del af tiden.

Det er kommunernes opgave at bygge bro mellem de forskellige interesser i lokalsamfundene. Sker udviklingen på et demokratisk grundlag og med hensyntagen til forskelligartede interesser og motivationer, så kan det være med til for alvor at styrke en positiv udvikling for landdistrikterne, uden at det fører til øget lokal ulighed. Tilvalgsbeboerne er her, og de bidrager med social, kulturel og økonomisk kapital, uanset om kommunen gør noget eller ej. Ved at anerkende tilvalgsbeboerne og deres engagement, kan kommunerne opnå relationer til passionerede mennesker, der har en dyb kærlighed til et sted, de ikke bor og gennem dialog med denne gruppe få en bredere forståelse af, hvad stedet har at byde på.

Læs mere om tilvalgsbeboere i projektet Nye stemmer i landdistrikterne.

Læs kronikken bragt i Altinget Kommunal d. 20.12.2019

NYHEDS- BREV

Bliv opdateret

Videns café

Fire gange årligt afholder vi en videnscafé hvor særligt inviterede oplægsholdere formidler deres viden.

Kommende videnscaféer

2022

Læs mere